1. Intro
Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle gennemgå nyklassicisme og romantik sammen eller hver for sig. Det er som om de to strømninger egentlig bare er en intensivering af den modsætning som også barokken og måske hele den vesteuropæiske kunsthistorie bærer i sig mellem klassicisme, orden, og så en dyrkelse af det barokke, gotiske, romantiske, kaos.
De to strømninger er på mange måder samtidige og lever af nogle af de samme impulser. Efter oplysningstiden var der en kunstnerisk krise pga. tab af selvfølgelig kristendom, og man søgte ny retning, ny guddommelighed. Neoklassicismens længsel efter antikken er ét eksempel på dette. Det fyldte vakuumet for en tid, men samme længsel ligger i romantikkens søgen i alle retninger på en gang: om bag, ind til og ud af verden til ånden bag, under, indeni, omkring, eller hvor den nu er.
Jeg har allerede besluttet mig for, at jeg ikke kommer til at gennemgå perioderne efter 1850 bredt kunsthistorisk men snarere med fokus på de enkelte -ismer, jeg selv har haft lyst til at lære mere om. Det er vist almindeligt anerkendt, at tiden efter neoklassicismen og romantikken er stilpluralismens tid, og derfor giver det mening.
Neoklassicismen er helt klart den fremherskende stil mellem 1750 og midten af 1830, mens romantikken snarere er en strømning, der – tro mod sin egen ånd – aldrig rigtigt får et klart stilmæssigt udtryk. Men den huserer altså i samme periode, som et oprør mod, men ikke altid så uforenelig med nyklassicismen.
Men eftersom den periode, som de to strømninger eksisterer i, ikke har noget overordnet navn, der synes at kunne rumme dem begge bare nogenlunde, ville et sådant indlæg alligevel skulle have navnet: “Romantik og nyklassicisme”. Og så kan jeg ligeså godt gå igennem dem én ad gangen.
2. Nyklassicisme
Overordnet set var antikken og det klassiske idealet for den nyklassicistiske æstetik. Græsk og romersk antik sås som en gylden tidsalder. Mere førstehåndsviden om antik stimulerede den.
Neoklassicismen falder overordnet i to dele, hvor den første hovedsageligt inspireredes af the Grand Tour (nordeuropæernes dannelsesrejse til Italien mm.) og de nyopdagede romerske ruiner, man kunne se på denne tur. Græsk antik blev anset for at være et lidt groft, “barnligt” forstadie til den romerske. Fra ca. 1790 blev nyklassicismen mere “streng”, mere græsk, og denne ansås for at være mere storslået i sin enkelhed. Winckelmann var en ledende klassisk lærd (1717-1768) og god smag begyndte ifølge ham i Grækenland. Ædel enkelhed og rolig storhed var centrale i Winckelmanns fortolkning af antik kunst og de blev centrale for nyklassicistisk kunst.
Bagatelle, Bois du Bolgne, Paris (1777)
2.1 Nyklassicistisk arkitektur
I arkitekturen imiterede man mere eller mindre nøjagtigt klassiske bygninger, først romerske, dernæst græske. Man foretrak lige linjer, søjler og arkitraver fremfor buer og geometriske tempelfacader fremfor gotikkens drypstensagtige, sandslotassocierende portaler.
Villa Belmonte, Palermo (1801-1806)
Napoleon brugte denne storhed til sin selvophøjelse ligesom de romerske kejsere i sin tid, men også i Tyskland og Italien udtryktes en ny nationalistisk tendens i græsk stil, som f.eks. det store gesamtkunstwerk (egentlig typisk anset for at være en romantisk idé, men her klart i nyklassicistisk stil) “Walhalla” i Tyskland, som ærer nordisk arv i græsk antik stil.
Walhalla (1830-1842)
Så langt så godt. Men oplysningstiden, som nyklassicismen også udspringer af, handlede ikke kun om orden og logik, oplysningstiden bragte også følsomheden og et blik for menneskets natur – naturens menneske, med sig. Rousseau spillede en vigtigt rolle i dannelsen af en ny filosofi med fokus på forbindelsen med natur.
Nyklassicismens bygninger var ordnede, med rene linjer, men naturen omkring var anderledes indrettet, til at give det oplyste menneske steder at kontemplere.
Wörlitz (1769-73)
I England udvikledes den pittoreske have til dette formål, der inspireret af landskabsmalerier fra 1600-tallet var en harmonisk blanding af havebygninger i forskellige stilarter, der kunne tale til det oplyste menneskes viden om historie og plads til behagelige, sunde ophold langs en slynget sti…
Theseus have-tempel (1758)
Også i Frankrig blev den engelske have hurtigt populær. Den spredte sig over hele Europa i 1800-tallet og blev den mest udbredte i 1900-tallet. I Danmark kaldes det “den romantiske landskabshave” og det er da også svært ikke at se det som et romantisk element, men den dukkede altså op omkring strenge nyklassicistiske bygninger og minder om oplysningstidens fokus på harmoni mellem følelse og fornuft.
Boilly: Oberkampfs datter (detalje), (1803)
Nyklassicistiske monumenter på velvalgte placeringer ved landsæder opfordrede til stille tænksomhed. Haver anlagdes så de vakte følelser og tanker på denne måde. F.eks. med grotto, ruin, etc.
Brendel, havearkitektur (1794-9, 1804)
2.2 Nyklassicistiske skulpturer
Nyklassicistiske skulpturer gjorde op med barokkens sanselige, eksalterede, fysiske stil og gik mod en mere abstrakt, formel, distanceret stil, naturligvis efter klassiske forbilleder. Thorvaldsens værker er eksempler på den typiske tilbageholdte fysikalitet – dynamisk men hvilende.
Thorvaldsen: Hebe (1806)
Canova: Amor og Psyke (1797)
Nyklassicistisk stil fungerede godt til industrialiseringens begyndende (masse-)produktion: enkelhed og producerbarhed gik hånd i hånd.
2.3 Nyklassicistisk billedkunst
Historiemalerier dominerede nyklassicistisk kunst. Alt unødvendigt for historien skulle skæres fra, en æstetisk regel, som nyklassicistiske kunstnere overholdt, mens romantikerne forkastede den. Centrale øjeblikke skulle afbildes, men handling altid skildret med mådehold.
Den franske maler David (1748-1825): var nyklassicismens store mester. Under Napoleon blev han hofmaler. Senere kritiseredes han for stive, statueagtige figurer, men netop denne teatralske monumentalitet talte til det revolutionære folk.
David: Detalje fra “Liktorerne bringer Brutus ligene af hans sønner” (1789)
Mange kunstnere, der ikke var “fuldt” nyklassicistiske producerede få nyklassicistiske malerier for at blive optaget på akademi. Også Goya producerede et par stykker i neoklassicistisk stil, da han var i Italien, men forlod stilen da han vendte hjem til Spanien.
Goya: Ofringen til Priapus (1771)
Som bekendt tog stilen en drejning mod større strenghed i 1790’erne med Fra Angelico, Giotto og vasemalerier som forbilleder. Flaxmans illustrationer til Homer, Aeschylus og Dante er eksempler på dette, med ganske få peg om rum og figurer i fokus minus modellering. Disse blev vidt distribueret i Europa og havde stor indflydelse. Linearitet, kontur og todimensionalitet karakteriserer meget nyklassicistisk kunst.
Flaxman: Elektra og kor af trojanske kvinder (1794)
Flaxman: Leukotia redder Odysseus (1793)
I den nyklassicistiske periode accepteredes tegning efter afstøbning og derefter model som den naturligvist bedste kunstneriske træning i Europa. Til større kompositioner tegnedes modellerne først nøgne, dernæst påklædt.
Ingres (1780-1867) fortsatte Davids neoklassicisme men med endnu klarere farver, næsten overdrevent enkeltmonumentalt. Nogle kritiserede den arkaiske stil – men det var netop den, Ingres tilstræbte.
Ingres: Jupiter og Thetis (1811)
3. Outro
Det var det. Mon det gav mening?
Jeg har brugt bøgerne Neoclassicism af David Irwin (Phaidon 1997) og Neoclassicism and Romanticism af Ute Engel, Barbara Borngässer m.fl. (Taschen 2006).
___________________
(English recap: This is my interpretation of the Neoromaticism in Danish words, drawings and watercolour.)
Julie Fredborg Jungersen 